|
Nedenstående er en skildring af familiens
første større biltur på egen hånd, gennem flere
europæiske lande.
Når det nævnes, at det er på egen hånd, skyldes
dette, at familien i en hel del tilfælde har været i udlandet,
men mest som charterturister, hvor andre jo har arrangeret det meste af
turen.
Hvorfor så Frankrig, hvor turisterne fortæller at franskmændene
m/k, er vanskelige at omgås.
En ikke uvæsentlig årsag var, at de steder vi gerne ville
opleve, er beliggende i Frankrig, samt at vi var af den formening at franskmændene
sikkert ikke er vanskeligere at omgås end os danskere.
Det skulle vise sig at vi havde ret i vor antagelse !
Hvad var det så vi gene
ville se/opleve:
Planlægning:
Som udgangspunkt blev indkøbt, Politikkens ' Turen går
til Paris' og 'Turen går til NordFrankrig', fortrinlige bøger
som indeholder både seværdigheder og facts, samt en video om
Frankrig, som viste sig at være meget lidt oplysende. Eksempelvis
manglede hele Nord Frankrig, altså Normandiet og Bretagne, men der
var mange flotte heste fra det sydlige Frankrig.
Endvidere blev der investeret i et bilkort over Europa, samt et EDB-program
som hedder AutoRoute Express, til at understøtte planlægningen
at ruten.
Vi sendte også bud efter materiale vedrørende hoteller
& seværdigheder, fra det Franske Turistkontor, som for øvrigt
var ganske informativt og rigeligt de 20 kr. værd.
Vi valgte byen Rouen og omegnen, som værende det bedste mulige
sted at starte vore udflugter fra.
Valg af beboelsesform, overlod vi til hvad der bød sig, når
/ hvor vi nåede frem.
Næstved som start og Rouen som slut, blev 'plottet' ind i AutoRoute-programmet,
og ud kom flere alternative ruter, hvoraf vi valgte den hurtigste. Denne
rute gik gennem Tyskland, Holland, Belgien for sluttelig at ende i Frankrig.
Ruten blev slavisk fulgt for 95% vedkommende, og uden problemer både
hen og hjem.
Programmet kan varmt anbefales. Nej, vi får ikke procenter !
Vi valgte at medtage både kontant fransk og dansk valuta samt
Visa Dankort. Visa kortet viste sig at kunne bruges i vid udstrækning
i de berørte lande, med undtagelse af de mindre lokale forretninger.
EuroShell kortet var heller ingen hindring noget sted.
Forudsætninger:
Udover de basale, så som køretøj og likvid kapital,
samt et stærkt ønske om at kunne få lov til at spytte
ud fra Eiffeltårnets øverste platform, ingen !
Da vi som mange andre, har hørt at franskmændene ikke kan
/ vil tale andet end fransk, var forudsætningerne for kommunikation
på det plan ganske små.
Vi er rimeligt stærke i både engelsk og tysk, men det franske
havde kun yngste medlem af familien kendskab til, fra første år
i gymnasiet.
Lad det være sagt med det samme, sproget var ikke et generelt
problem. Langt de fleste både kan og vil tale engelsk, men ikke ret
gerne tysk !
Med det franske vi kunne mønstre, derunder de almindeligste høflighedsfraser
som goddag frue/herr, farvel frue/herr og mange tak, samt en beklagelse
(på engelsk) over ikke at kunne så meget fransk, gik konversationen
fortrinligt.
Med et venligt smil kommer man langt, også i Frankrig !
Transporten den ene vej :
Inden afgang fordelte vi rollerne som styrmand, navigatør 1(store
linier) og navigatør 2 (detaljeret navigering), og disse blev rimelig
restriktivt fastholdt, med den option, at styrmanden havde den endelige
afgørelse ved eventuelle tvistigheder. Denne fordeling viste sig
at fungere næsten perfekt !
Turen over Østersøen samt turen gennem Tyskland i fint
vejr, forløb i store træk begivenhedsløst, endog uden
den forventede 'stau', derefter ind i Holland hvor vi gjorde holdt på
Hotel Born,
4 stjerner, uha.
Priserne var dog rimelige.
Efter en god nats søvn i regnvejr, forsatte vi gennem Belgien,
ind i Frankrig, hvor vi standsede for en kort bemærkning, for
at fejre, i Evian(fransk vand), at vi var nået så langt.
Vi forsatte til området omkring Rouen, hvor vi overnattede
på et Hotel Premiere
Classé, billigt, rent og pænt.
Over et par stænger baquettes drøftedes morgendagens valg
af destination for en 3-4 dages ophold.
Valget faldt på en mindre by, Sahurs, som lå ved Seine ca.
15 km vest fra vort nuværende stade.
Sahurs fandt vi aldrig. Vi blev enige om, at den som en pendant til
Atlantis, nok var sunket i Seine.
Derimod fandtes landsbyen La Bouille, samt
et Hotel Bellevue med udsigt
over Seine.
En nydelig dame samt hendes voksne søn
drev hotellet, hvor vi efter at have beskuet værelserne, indlogerede
os for 3 dage med morgen- og aftens mad.
Alene opholdet her var en oplevelse.
Det viste sig at restauranten var det mest søgte gastonomiske
madsted i området.
Vi har endnu ikke fået måltider samt udsøgt betjening,
der kunne måle sig med dette !
Endvidere viste det sig, at der fra Rouen mod Le Havre skulle udgå
en større regatta i ugen der fulgte, hvorfor vi daglig så,
og den ene nat hørte, en stor del af de medvirkende fartøjer
på vej ind mod Rouen. At vi den ene nat hørte fartøjerne
passere, skyldtes en formidabel fed tåge med deraf følgende
enorme brøl fra diverse tågehorn. Da vi åbnede vinduet
i vort hotelværelse, for at se årsagen til forstyrrelsen, forsvandt
arm og det åbne vindue ud af syne, indhyldet af tågen.
 
Udflugterne
1. dag (ca. 140 km. tur/retur)
(Vejret: 25-27 grader, og letskyet)
Da dagen var ung endnu, besluttede vi at aflægge malerens Claude
Monet's hus og have et besøg i byen Giverny.
Det er vanskeligt at beskrive i blomstrene vendinger en sådan
oplevelse, men at se haven, ikke mindst den berømte bro og vandliljerne,
som kendes fra Claude Monet's billeder, er imponerende, og lidt overvældende.
Det er dog ikke vanskeligt at forestille sig, at Claude Monet kunne
hente inspiration i denne idyl.
Tag tiden til at gå rundt i hele haven, mindst et par gange, også
selv om der er mange besøgende. Husk også at gå indenfor
i huset.
 
Efter at have fordøjet en del indtryk, samt en lettere frokost,
forsatte udflugten tilbage til La Bouille, men ad en anbefalet typisk
fransk vejsstrækning med flere middelalderborge. Vi gjorde holdt
ved en af de største, St Gilliard.
Da vi besøgte det lokale turistkontor, for lidt lekture, samt
vejledning i adgang til borgen, måtte Kenny's franske stå for
skud.
Da den venlige unge dame blev fortalt på engelsk, at Kenny havde
lært lidt fransk, foregik samtalen her efter på fransk, med
den nydelige dames positive korrektioner til hans noget mangelfulde franske.
C'est Bon Madame.
Selve St Gilliard 's placering giver et formidabelt indtryk af uindtagelighed
, tilgangen er i hvert fald ikke for gangbesværede iklædt harnisk.
Der var en pragtfuld udsigt over Seine, som slynger sig gennem egnen.
 
Resten af eftermiddagen blev brugt på sightseeing i La Bouille,
herunder et besøg i den lokale Notre Dame.
Aftenmåltidet kan kun omtales som 'sublim gastonomi'
2. dag (ca. 310 km. tur/retur)
(Vejret: 25-27 grader og let skyet)
Dagen var som sådan en af de mere krigeriske, da vi havde valgt
at beære byen Bayeux, og det berømte 'tapet', med vort besøg.
'Bayeux-tapetet' beskriver talrige voldelige handlinger, foretaget af
skiftende hertuger og andet godtfolk, med hang til blodsudgydelser, og
kristent sindelag.
Kort og godt, Slaget ved Hastings i året 1066.
Det er et fantastisk stykke stramaj på ca. 63 meters længde,
broderet at ukendte m/k'er.
Man bør gøre sig den ulejlighed, kort at gennemgå
øverste etage af museet, hvor der hænger en i udsnit forstørret
detaljeret kopi, for måske at få nogle tableauer belyst, inden
man vælger at bevæge sig ned til originalen, hvor man udstyret
med hovedtelefoner, der på fransk eller engelsk guider en igennem
hele den lidt bloddryppende historie. Hele seancen tager ca. 45 min.
 
Historien gentager sig, fra en invasion til en anden, dog i noget større
målestok, nemlig de allieredes landgang på Nordmandiets kyster
den 6 juni 1944.
Vi kørte til byen Arromanches les Bains, hvor bl.a. resterne
at Port Winston stadig ligger.
Byen flagede med alle de allieredes flag, og her var mange turister,
samt militære enheder fra England, USA og Canada, hvis tropper invaderede
dette område for 50 år siden.
Når man besteg et af de højeste punkter i området
fik man et indtryk af det naturlige forsvarsværk som den meget brede
stand og de høje skrænter med strid vegetation udgjorde. Når
man så tilføjer fæstningsværker af flere meter
tyk beton, må det have virket frygtindgydende og uindtageligt for
invationstyrken.
Vi forsatte derefter nogle kilometer sydligere til Omaha Beach, og gik
en tur på standen, hvor vi også mødte tyske turister.
På plateauet ovenfor stranden, blandt de dominerende mindesmærker
for de allieredes tropper, fandtes nogle ganske få mindre 'denkmaler'.
Oplevelsen er diffus, når man fredeligt står på et
af de strandområder, som man har læst om, og set igen og igen,
i de sidste 40 år, på film og i fjernsynet, hvor tropperne
vælter ind på den bare strand, for at dø i en kugleregn
fra de tyske forsvarsværker.
Tankerne har det også med at flyve lidt, når man står
lige på den strand, hvor tusinder af unge amerikanske soldater gav
deres liv for at vi europæere igen kunne leve under mere civiliserede
forhold.
Hvad kunne Europa være blevet til, hvis USA ikke havde givet et
kraftigt nap med, og hvis invasionen derfor ikke var lykkedes ?
Vi lader teksten stå et øjeblik, og beslutter at styre
mod vor hjemlige base. Dog når vi ikke langt, før vi via snævre
veje og fejlnavigering, ender på parkeringspladen foran Colleville
Sur Mer, som er en amerikansk kirkegård med 9386 hvide
kors, alle med navn på de faldne.
Lettere rystet, men ikke forstyrret, forlader vi den utrolig velholdte
kirkegård, og dog, lidt forstyrrelse må der have indsneget
sig. I vor iver for at nå 'hjem' til det gastronomiske himmerige,
og med en hastighed der lå noget over fransk niveau, smuttede det
for navigatørene. Den 'forkerte' afkørsel blev valgt, og
vi måtte gøre holdt for at finde et alternativ til de utrolig
gode franske motorveje.
Efter yderligere en 1½ times kørsel gennem meget smukke
skovområder, på små mørke franske bondeveje, lykkedes
det os at finde Hotel Bellevue, omkring kl 21.30, lidt udmattede.
Vi spiste baquettes med pålæg og drak Evian sin gas con
pastis på værelset den aften.
Bon appetit.
3. dag (ca. 245 km. tur/retur)
(Vejret: 27-30 grader og få skyer)
Allerede hjemmefra, var vi enige om ikke at køre i bil ind til
Paris. Vi havde jo hørt de skrækkeligste beretninger om billister
som på det nærmeste, i dagevis, var gået i kredsløb
omkring Eiffeltårnet & Triumfbuen.
Vi valgte derfor at køre til Versailles, og derfra tage undergrundsbanen
lige til Eiffeltårnet.
Efter at have kørt gennem en meget smuk allé, standsede
vi i udkanten af Versailles, ved en ubemandet turistinformation, med et
større bykort, for nærmere orientering vedrørende undergrundsstationens
beliggenhed.
Næppe var vi steget ud af køretøjet, før
en nydelig ældre herre i en Peugeot 605 stoppede, og på formfuldendt
engelsk, spurgte om der var noget han kunne hjælpe os med.
Vi forklarede vort ønske om at nå til Paris uden bil. Det
mente han var en rimelig fornuftig disposition, så hvis vi ville
følge efter Peugeot'en, skulle han nok anvise os et parkeringsområde
tæt på stationen.
Vi fik vist nok set det meste af Versailles, inden den venlige franske
herre stoppede på en busholdeplads, og forklarede os at her kunne
vi ikke parkere, men hvis vi forsatte omkring hjørnet, kunne vi
parkere på Versailles slottes overvågede
parkeringsplads.
Stationen lå på den anden side af gaden med busholdepladsen.
Herefter nedskrev han hvilken station (Champ De Mars) i Paris området
vi skulle løse billet til.
Merci Monsiour unknown.
På stationen i Versailles var der 'finger
touch' skærme, til valg af destination og udskrivning af billet,
som vi straks kastede os over. Forklaringen på den lange kø
ved billetlugen var dog nærliggende, skærmene virkede ikke.
Det EDB !
Det var en rar tur, hvor der var god tid til at nyde synet af en del
af Paris's voluminøse omkreds, samt Eiffeltårnet der blev
større og større, for til sidst at forsvinde over vore hoveder.
Turen tog(fut, fut) ca. 25 min. På Champ De Mars gik vi op ad trapperne,
50 meter frem og lidt til højre, og der lå 'tårnet',
som det næsten er umuligt ikke at se på TV, uanset hvornår
man åbner og zapper lidt.
Det kan vel ikke undre, at der var kø ved billetsalget samt ved
indgangen til den elevator i østbenet vi skulle med, når det
statistisk påstås at der er ca. 350000 besøgende pr.
dag og kun 3 elevatorer.
Når man står og venter, i vort tilfælde ca. 1 time,
er der god tid, til at lade sig benove over dimensionen på dette
fantastiske, mere end 100 årige, stykke ingeniørkunst.
Film og TV yder heller ikke Eiffeltårnet størrelsesmæssig
retfærdighed.
Under vor tålmodige venten på at blive statistik, blev vi
opmærksom på en amerikansk familie på 5-6 personer, hvor
der var nogen højrøstet uoverensstemmelse mellem en ca. 10
årig dreng og hans far. Det gik vist på, at gutten ikke ville/turde
tage med op i tårnet, men på den anden side heller ikke ville/kunne
blive alene på pladsen, til resten af familien kom ned igen.
Det endte med at fyrens far, greb fat i ham og sagde noget der lignede
'Du vil da for fanden ikke være bekendt at komme tilbage til kammeraterne
i L.A. og sige at du har været i Paris uden at turde tage op i Eiffeltårnet
din kylling'. Han var med, da vi med 108 m/min. elevatorede os mod toppen.
Selvom pariserne er mere til can can, er det med two step at man når
øverste platform.
Efter det sidste løft træder vi ud, af elevator nummer
2, i den friske luft, og med muligheden for at se det hele, sådan
lidt fra oven.
Selv i 270 meters højde breder Paris sig øjensynlig helt
ud til kanten af synsfeltet. Udsigten er formidabel, og se, lige derovre
ligger Triumfbuen !
 
Da det stærke ønske, om at spytte ud fra Eiffeltårnets
øverste platform, ikke længere var et ønske, steg vi
ind i en næsten tom elevator, for at opnå en mere jordnær
oplevelse.
Fra øverste platform var der taget klart bestik af retningen
til Triumfbuen, så vi begav os over Seine og ad de brede gader med
ambassadør boliger, mod vort nære mål.
Efter at have trasket i ca. 20 min, blev vi i tvivl, om retningen var
den rigtige, kort kontrol, og vi forsatte yderligere i ca. 10 min. inden
Triumfbuen stod midt i centrum for de 12 boulevarder som mødes her.
Afstande er og bliver relative !
For at kommer over, må man gå under, til dette imponerende
mindesmærke for revolutionen, Napoleon, samt Den Ukendte Soldats grav fra Første Verdenskrig, og så
var der også skyggefuldt !
Udsigten ned ad den berømte Champ Elysées i den ene retning
og i den modsatte, at kunne se Johan Otto von
Spreckelsen's 'Triumfbue', er ikke at foragte.
 
Dagens visuelle mål var nået, og vi vandrede af boulevarderne
tilbage til Champ De Mars, i adstadigt tempo.
På stationen blev vi i tvivl om hvilken retning vi skulle tage,
for at komme til Versailles(Rive Gauge)
Da vi mente at kunne genkende en af tjenerne fra vort hotel, som øjensynlig
også skulle med et tog, henvendte vi os på engelsk, for at
få belyst retningen på Versailles.
Her mødte vi, for første og eneste gang, en vis mangel
på vilje/ måske evne, til at forstå noget som helst.
Hverken fagter, gerbærder eller ubehjælpsomt fransk gav det
mindste resultat.
Så da garcon'en steg ind i et tog, som vi 2 mod 1, antog for at
være det rigtige, steg vi også på, i forventning om at
den tavse franskmand skulle på arbejde, og også havde parkeret
sit køretøj i Versailles.
Forventningens glæde er ofte den største, opvarteren skulle
ikke på arbejde, han steg ud allerede efter 2 stationer, merde, men
toget viste sig at være det rigtige, Versailles var endestationen,
og vi fandt let og ubesværet både bil og Hotel Bellevue igen.
Da det var sidste aften på hotellet, ville vi vise os fra den
pæne side, så vi tog et bad. Klædte om, og selvom himmeriget
siges at ligge oppe, gik vi ned for at svælge i fransk gastronomi.
Mens vi studerede menukortet, kun på fransk, nippede vi til fortrinlige
ægte franske chokoladekugler, og bestemte os til sidst for en hovedret,
hvor ordet kalv indgik.
Rødvinen vi valgte, var en Muton Cadet 1991.
Da vi spurgte den mandlige hotelejer om detaljer vedrørende retten
pegede han på brystet, men kunne ikke på engelsk forklare hvad
det var vi havde bestilt.
Som nævnt andetsteds er forventningens glæde ofte den største,
men her overgik virkeligheden forventningerne til overflod. (Seine)
Anretningen viste sig at bestå af kalvebrisler med friske grøntsager
og en sauce uden sidestykke.
Som dessert besluttede vi os for hver en portion utrolig velsmagende
Grand Marnier is, hvor der så afgjort ikke var sparet på Grand
Marnier'en. Det er vist det tætteste man kan komme på at spise
is, med efterfølgende risiko for at kunne blive anklaget for promille
kørsel. Vi kan ikke længere spise is noget sted, uden at talen
falder på denne famøse is dessert.
Vi mente, at som afslutning på det vellykkede ophold, burde vi
have en drink inden vi gik aften turen i La Bouille, så vi bestille
en Cointreau. Skal det være med is, spurte ejeren, det bekræftede
vi, og ind kom 3 glas med omkring 15 centiliter Cointreau.
De forstår det, de franskmænd !
Aften turen bestod derefter kun i et par skridt over gaden til en af
bænkene ved Seine's bredder.
4 & 5. dag (ca. 255 km.) (Vejret:
29-35 grader og få skyer)
Dagen stod i opbrudets tegn, da turen til Mont St-Michel var for lang
til at gøre til en 'retur'. Efter at have betalt for vort pragtfulde
ophold, forlod vi La Bouille med kurs mod sydvest og landsbyen Beauvoir,
som skulle ligge ca. 4 km fra øen Mont St-Michel. Øen er dog landfast
pt. som følge af dæmningen, der gør det nemmere for
turisterne at komme tørskoet derud. Området har Frankrig's
største forskel på ebbe og flod, ca. 12 m.
Efter en noget varm tur, og med en ventilator i bilen som øjensynlig
også led under heden, da den gav sig til at sprede sort flydende
overskudsfedt ud over Aase's ellers så pæne lyse bukser, nåede
vi ved frokosttid frem til vort mål, hvor vi, efter at have set værelserne
først, indlogerede os på Hotel Beauvoir for et par dage.
 
Da vi havde været i det lokale supermarked for at få suppleret
beholdninger af vand mm. samt orienteret os om byens muligheder, kørte
vi ud til begyndelsen af dæmningen og parkerede bilen, da vi i dag
ville gå ud til, og rundt om Mont St-Michel, for så i morgen
at kikke på byen og klosteret. Størrelsen på Mont St-Michel
gjorde bedømmelsen af afstanden relativ, det der med afstande er
vi vist ikke så gode til, så det blev en tur på ca. 2
km under den stegende sol inden vi fandt skygge på øens nordlige
side.
Inden man begiver sig rundt om klippeøen, må det kraftigt
anbefales at indhente oplysninger om hvornår det bliver højvande,
da man jo vandrer på vadehavets bund ! Under vor tur, det kan gøres
på en god times tid, mødte vi et større opbrud af gendarmer
som eftersøgte en person som vist nok havde taget springet ud fra
et af plateauerne. Vi gik hastigt videre og nåede velbeholdent rundt,
for så at slæbe os de 2 km. tilbage til køretøjet.(aktiv
ferie !)
Da det delikate aften måltid var afsluttet, vandrede vi en tur
bag om hotellet og kom til en kanal lignende flod, Le
Couesnon. Da vi gik over broen, gik vi samtidig fra Normandiet til
Bretagne. Senere gik vi, via en anden bro, fra Bretagne til Normandiet.
Da vi igen kom til hotellet spillede de Petanque, i gadelampens skær,
på en grusbelagt parkeringsplads. Ren fransk idyl.
Næste dag efter morgen måltidet (le petit dejeuner) kørte
vi helt ud til Mont St-Michel og parkerede, mod betaling, på den
anviste havbund. Vi havde ca. 8 timer inden bilen skulle flyttes. Parkeringstiden
overholdes næsten af alle her på de kanter ! Mont St-Michel
er en af Frankrigs største turistatraktioner, med ca. 1½
million besøgende i sommermånederne, så man skal ikke
lide af fobier som har noget at gøre med mange mennesker, meget
snævre passager og højder.
  
Bebyggelsen startede allerede i det 8 århundrede, og er siden
blevet til, den nederste del med de ældste bygninger, som i dag er
meget turistpræget, den miderste del som har 6 fastboende familier
hvis aner går tilbage til 1400 tallet, samt øverst oppe, efter
en pause, det igen aktive kloster, La Merveille. Der er dog steder undervejs
mod toppen, hvor man kan sætte sig i fred og ro og skue udover bugten,
som for øvrigt er et af de steder i Frankrig hvor der høstes
rigtig mange muslinger, østers og hummere. (fruits de meer)
Da vi om eftermiddagen kørte tilbage til Hotel Beauvoir, var
vore mål for turen nået, så vi besluttede, at vi næste
dags morgen ville sætte kursen mod Danmark.
Transporten den anden vej:
Efter en nats søvn i stregende hede, forlod vi efter morgenmaden,
det solbeskinnede Le Bouavoir. Vi forventede at overnatte et eller andet sted
i Tyskland. I det store hele forløb denne del at rejsen uden de
store sindsbevægelser, dog med en enkelt undtagelse. Da vi gjorde
holdt på en parkeringsplads lidt inde i Holland, fik vi et mindre
chok, da Boing 737 med en infernalsk larmen, på det nærmeste
slog understellet ned oven på vort køretøj, rev bladene
af nogle store træer og tilsyneladende landede på motorvejen
lidt længere oppe. Det viste sig heldigvis at piloten havde styr
på tingene, for maskinen var landet fint på flyvepladsen ved
Maastricht.
Næste stop blev et godt solidt tysk hotel im Münsterland,
hvor vi på trods af vor sene ankomst fik serveret en fortræffelig
Wienersnitzel, med noget godt koldt vel skænket fadøl til.
Sehr gutt.
Hotel Restaurant Grewer
Efter endnu en nat i en s….. varme og edderdunsdyner, og med et tordenvejr
som beklageligvis ikke kunne få sig selv til at forlade området,
stod vi slatne op tidligt næste morgen og flygtede mod det, troede
vi da, kølige nord. Har nogen glemt sommeren 1994 ?
Lidt om trafikkultur.
Trafikkulturen i Frankrig er at foretrække frem for den i Danmark
og for den sags skyld også at foretrække frem for Tysklands.
Tyskerne har tilsyneladende helt glemt deres eget mundheld, ‘reisen
statt rasen’Generelt kan man vel sige, at franskmændene ikke
er så aggressive i trafikken som hverken danskere eller tyskere.
Franskmændene(m/k) holder til højre når der køres
langsomt, blinklyset anvendes sandelig også når man viser af,
og vi oplevede ikke een eneste gang at nogen kørte over, for hverken
gult eller rødt !
En ting som vel også gør at trafikkulturen hæves
er, at Frankrig formodentligt har Europas bedste betalings motorveje med
tilhørende faciliteter.
Ved kørsel på landeveje, var de dog ikke så ferme til
at overhale, men dette kunne hænge sammen med at man generelt overholder
hastighedsbestemmelserne.
Når man kommer frem til et lysreguleret kryds hvor lyset er rødt,
bør man være opmærksom på, ikke at køre
helt op til afmærkningerne på fodgængerfeltet, da chaufføren
så ikke har en chance for at se hvornår lyset skifter til grønt.
Der er ikke ret mange steder, hvor der som i Danmark er placeret et trafiklys
oppe over krydset, men der er oftest kun placeret et trafiklys ved vejsiden
og ca. 1½ meter før fodgængerfeltet.
PS.
For øvrigt investerede vi også i et elkøleskab til
bilen inden afrejsen. Det var ingen dårlig investering !
Hvis nogen, efter at have ‘scannet’ vor ‘lille’ rejsebeskrivelse, er
blevet ‘lokket’ til selv at tage turen til de ‘vanskelige franskmænds’
land, så Bon Voyage.
© Finn Traving 1997
Kommentarer
?, så skriv til mig.
|
