Familien Traving - Frankrig 1994

Herunder vil jeg anbringe en video, men atter er one.com utroligt meget lidt samarbejdsvillig, alting tager usandsynlig lang tid at editere, ofte lykkes det ikke.

Selv en skabelon ændring kan ikke foretages.

1. marts 2015

*** OBS ***

De enkelte links fungerer ikke pt.

01 juni 2012

Traving i Frankrig 1994

Nedenstående er en skildring af familiens første større biltur på egen hånd, gennem flere europæiske lande.

Når det nævnes, at det er på egen hånd, skyldes dette, at familien i en hel del tilfælde har været i udlandet, men mest som charterturister, hvor andre jo har arrangeret det meste af turen.

Hvorfor så Frankrig, hvor turisterne fortæller at franskmændene m/k, er vanskelige at omgås.

En ikke uvæsentlig årsag var, at de steder vi gerne ville opleve, er beliggende i Frankrig, samt at vi var af den formening at franskmændene sikkert ikke er vanskeligere at omgås end os danskere.

Det skulle vise sig at vi havde ret i vor antagelse !

Hvad var det så vi gene ville se/opleve:

Planlægning:

Som udgangspunkt blev indkøbt, Politikkens ' Turen går til Paris' og 'Turen går til NordFrankrig', fortrinlige bøger som indeholder både seværdigheder og facts, samt en video om Frankrig, som viste sig at være meget lidt oplysende. Eksempelvis manglede hele Nord Frankrig, altså Normandiet og Bretagne, men der var mange flotte heste fra det sydlige Frankrig.

Endvidere blev der investeret i et bilkort over Europa, samt et EDB-program som hedder AutoRoute Express, til at understøtte planlægningen at ruten.

Vi sendte også bud efter materiale vedrørende hoteller & seværdigheder, fra det Franske Turistkontor, som for øvrigt var ganske informativt og rigeligt de 20 kr. værd.

Vi valgte byen Rouen og omegnen, som værende det bedste mulige sted at starte vore udflugter fra.

Valg af beboelsesform, overlod vi til hvad der bød sig, når / hvor vi nåede frem.

Næstved som start og Rouen som slut, blev 'plottet' ind i AutoRoute-programmet, og ud kom flere alternative ruter, hvoraf vi valgte den hurtigste. Denne rute gik gennem Tyskland, Holland, Belgien for sluttelig at ende i Frankrig. Ruten blev slavisk fulgt for 95% vedkommende, og uden problemer både hen og hjem.

Programmet kan varmt anbefales. Nej, vi får ikke procenter !

Vi valgte at medtage både kontant fransk og dansk valuta samt Visa Dankort. Visa kortet viste sig at kunne bruges i vid udstrækning i de berørte lande, med undtagelse af de mindre lokale forretninger.

EuroShell kortet var heller ingen hindring noget sted.

Forudsætninger:

Udover de basale, så som køretøj og likvid kapital, samt et stærkt ønske om at kunne få lov til at spytte ud fra Eiffeltårnets øverste platform, ingen !

Da vi som mange andre, har hørt at franskmændene ikke kan / vil tale andet end fransk, var forudsætningerne for kommunikation på det plan ganske små.

Vi er rimeligt stærke i både engelsk og tysk, men det franske havde kun yngste medlem af familien kendskab til, fra første år i gymnasiet.

Lad det være sagt med det samme, sproget var ikke et generelt problem. Langt de fleste både kan og vil tale engelsk, men ikke ret gerne tysk !

Med det franske vi kunne mønstre, derunder de almindeligste høflighedsfraser som goddag frue/herr, farvel frue/herr og mange tak, samt en beklagelse (på engelsk) over ikke at kunne så meget fransk, gik konversationen fortrinligt.

Med et venligt smil kommer man langt, også i Frankrig !

Transporten den ene vej :

Inden afgang fordelte vi rollerne som styrmand, navigatør 1(store linier) og navigatør 2 (detaljeret navigering), og disse blev rimelig restriktivt fastholdt, med den option, at styrmanden havde den endelige afgørelse ved eventuelle tvistigheder. Denne fordeling viste sig at fungere næsten perfekt !

Turen over Østersøen samt turen gennem Tyskland i fint vejr, forløb i store træk begivenhedsløst, endog uden den forventede 'stau', derefter ind i Holland hvor vi gjorde holdt på Hotel Born, 4 stjerner, uha.

Priserne var dog rimelige.

Efter en god nats søvn i regnvejr, forsatte vi gennem Belgien,ind i Frankrig, hvor vi standsede for en kort bemærkning, for at fejre, i Evian(fransk vand), at vi var nået så langt. Vi forsattetil området omkring Rouen, hvor vi overnattede på et Hotel Premiere Classé, billigt, rent og pænt.

Over et par stænger baquettes drøftedes morgendagens valg af destination for en 3-4 dages ophold.

Valget faldt på en mindre by, Sahurs, som lå ved Seine ca. 15 km vest fra vort nuværende stade.

Sahurs fandt vi aldrig. Vi blev enige om, at den som en pendant til Atlantis, nok var sunket i Seine.

Derimod fandtes landsbyen La Bouille, samt et Hotel Bellevue med udsigt over Seine.

En nydelig dame samt hendes voksne søn drev hotellet, hvor vi efter at have beskuet værelserne, indlogerede os for 3 dage med morgen- og aftens mad.

Alene opholdet her var en oplevelse.

Det viste sig at restauranten var det mest søgte gastonomiske madsted i området.

Vi har endnu ikke fået måltider samt udsøgt betjening, der kunne måle sig med dette !

Endvidere viste det sig, at der fra Rouen mod Le Havre skulle udgå en større regatta i ugen der fulgte, hvorfor vi daglig så, og den ene nat hørte, en stor del af de medvirkende fartøjer på vej ind mod Rouen. At vi den ene nat hørte fartøjerne passere, skyldtes en formidabel fed tåge med deraf følgende enorme brøl fra diverse tågehorn. Da vi åbnede vinduet i vort hotelværelse, for at se årsagen til forstyrrelsen, forsvandt arm og det åbne vindue ud af syne, indhyldet af tågen.

Udflugterne

1. dag (ca. 140 km. tur/retur) (Vejret: 25-27 grader, og letskyet)

Da dagen var ung endnu, besluttede vi at aflægge malerens Claude Monet's hus og have et besøg i byen Giverny.

Det er vanskeligt at beskrive i blomstrene vendinger en sådan oplevelse, men at se haven, ikke mindst den berømte bro og vandliljerne, som kendes fra Claude Monet's billeder, er imponerende, og lidt overvældende.

Det er dog ikke vanskeligt at forestille sig, at Claude Monet kunne hente inspiration i denne idyl.

Tag tiden til at gå rundt i hele haven, mindst et par gange, også selv om der er mange besøgende. Husk også at gå indenfor i huset.

Efter at have fordøjet en del indtryk, samt en lettere frokost, forsatte udflugten tilbage til La Bouille, men ad en anbefalet typisk fransk vejsstrækning med flere middelalderborge. Vi gjorde holdt ved en af de største,St Gilliard.

Da vi besøgte det lokale turistkontor, for lidt lekture, samt vejledning i adgang til borgen, måtte Kenny's franske stå for skud.

Da den venlige unge dame blev fortalt på engelsk, at Kenny havde lært lidt fransk, foregik samtalen her efter på fransk, med den nydelige dames positive korrektioner til hans noget mangelfulde franske. C'est Bon Madame.

Selve St Gilliard 's placering giver et formidabelt indtryk af uindtagelighed , tilgangen er i hvert fald ikke for gangbesværede iklædt harnisk. Der var en pragtfuld udsigt over Seine, som slynger sig gennem egnen.

Resten af eftermiddagen blev brugt på sightseeing i La Bouille, herunder et besøg i den lokale Notre Dame.

Aftenmåltidet kan kun omtales som 'sublim gastonomi'

2. dag (ca. 310 km. tur/retur) (Vejret: 25-27 grader og let skyet)

Dagen var som sådan en af de mere krigeriske, da vi havde valgt at beære byen Bayeux, og det berømte 'tapet', med vort besøg.

'Bayeux-tapetet' beskriver talrige voldelige handlinger, foretaget af skiftende hertuger og andet godtfolk, med hang til blodsudgydelser, og kristent sindelag.

Kort og godt, Slaget ved Hastings i året 1066.

Det er et fantastisk stykke stramaj på ca. 63 meters længde, broderet at ukendte m/k'er.

Man bør gøre sig den ulejlighed, kort at gennemgå øverste etage af museet, hvor der hænger en i udsnit forstørret detaljeret kopi, for måske at få nogle tableauer belyst, inden man vælger at bevæge sig ned til originalen, hvor man udstyret med hovedtelefoner, der på fransk eller engelsk guider en igennem hele den lidt bloddryppende historie. Hele seancen tager ca. 45 min.

Historien gentager sig, fra en invasion til en anden, dog i noget større målestok, nemlig de allieredes landgang på Nordmandiets kyster den 6 juni 1944.

Vi kørte til byen Arromanches les Bains, hvor bl.a. resterne at Port Winston stadig ligger.

Byen flagede med alle de allieredes flag, og her var mange turister, samt militære enheder fra England, USA og Canada, hvis tropper invaderede dette område for 50 år siden.

Når man besteg et af de højeste punkter i området fik man et indtryk af det naturlige forsvarsværk som den meget brede stand og de høje skrænter med strid vegetation udgjorde. Når man så tilføjer fæstningsværker af flere meter tyk beton, må det have virket frygtindgydende og uindtageligt for invationstyrken.

Vi forsatte derefter nogle kilometer sydligere til Omaha Beach, og gik en tur på standen, hvor vi også mødte tyske turister. På plateauet ovenfor stranden, blandt de dominerende mindesmærker for de allieredes tropper, fandtes nogle ganske få mindre 'denkmaler'.

Oplevelsen er diffus, når man fredeligt står på et af de strandområder, som man har læst om, og set igen og igen, i de sidste 40 år, på film og i fjernsynet, hvor tropperne vælter ind på den bare strand, for at dø i en kugleregn fra de tyske forsvarsværker.

Tankerne har det også med at flyve lidt, når man står lige på den strand, hvor tusinder af unge amerikanske soldater gav deres liv for at vi europæere igen kunne leve under mere civiliserede forhold.

Hvad kunne Europa være blevet til, hvis USA ikke havde givet et kraftigt nap med, og hvis invasionen derfor ikke var lykkedes ?

Vi lader teksten stå et øjeblik, og beslutter at styre mod vor hjemlige base. Dog når vi ikke langt, før vi via snævre veje og fejlnavigering, ender på parkeringspladen foranColleville Sur Mer, som er en amerikansk kirkegård med 9386 hvide kors, alle med navn på de faldne.

Lettere rystet, men ikke forstyrret, forlader vi den utrolig velholdte kirkegård, og dog, lidt forstyrrelse må der have indsneget sig. I vor iver for at nå 'hjem' til det gastronomiske himmerige, og med en hastighed der lå noget over fransk niveau, smuttede det for navigatørene. Den 'forkerte' afkørsel blev valgt, og vi måtte gøre holdt for at finde et alternativ til de utrolig gode franske motorveje.

Efter yderligere en 1½ times kørsel gennem meget smukke skovområder, på små mørke franske bondeveje, lykkedes det os at finde Hotel Bellevue, omkring kl 21.30, lidt udmattede.

Vi spiste baquettes med pålæg og drak Evian sin gas con pastis på værelset den aften.

Bon appetit.

3. dag (ca. 245 km. tur/retur) (Vejret: 27-30 grader og få skyer)

Allerede hjemmefra, var vi enige om ikke at køre i bil ind til Paris. Vi havde jo hørt de skrækkeligste beretninger om billister som på det nærmeste, i dagevis, var gået i kredsløb omkring Eiffeltårnet & Triumfbuen.

Vi valgte derfor at køre til Versailles, og derfra tage undergrundsbanen lige til Eiffeltårnet.

Efter at have kørt gennem en meget smuk allé, standsede vi i udkanten af Versailles, ved en ubemandet turistinformation, med et større bykort, for nærmere orientering vedrørende undergrundsstationens beliggenhed.

Næppe var vi steget ud af køretøjet, før en nydelig ældre herre i en Peugeot 605 stoppede, og på formfuldendt engelsk, spurgte om der var noget han kunne hjælpe os med.

Vi forklarede vort ønske om at nå til Paris uden bil. Det mente han var en rimelig fornuftig disposition, så hvis vi ville følge efter Peugeot'en, skulle han nok anvise os et parkeringsområde tæt på stationen.

Vi fik vist nok set det meste af Versailles, inden den venlige franske herre stoppede på en busholdeplads, og forklarede os at her kunne vi ikke parkere, men hvis vi forsatte omkring hjørnet, kunne vi parkere på Versailles slottes overvågede parkeringsplads.

Stationen lå på den anden side af gaden med busholdepladsen.

Herefter nedskrev han hvilken station (Champ De Mars) i Paris området vi skulle løse billet til.

Merci Monsiour unknown.

stationen i Versailles var der 'finger touch' skærme, til valg af destination og udskrivning af billet, som vi straks kastede os over. Forklaringen på den lange kø ved billetlugen var dog nærliggende, skærmene virkede ikke. Det EDB !

Det var en rar tur, hvor der var god tid til at nyde synet af en del af Paris's voluminøse omkreds, samt Eiffeltårnet der blev større og større, for til sidst at forsvinde over vore hoveder. Turen tog(fut, fut) ca. 25 min. På Champ De Mars gik vi op ad trapperne, 50 meter frem og lidt til højre, og der lå 'tårnet', som det næsten er umuligt ikke at se på TV, uanset hvornår man åbner og zapper lidt.

Det kan vel ikke undre, at der var kø ved billetsalget samt ved indgangen til den elevator i østbenet vi skulle med, når det statistisk påstås at der er ca. 350000 besøgende pr. dag og kun 3 elevatorer.

Når man står og venter, i vort tilfælde ca. 1 time, er der god tid, til at lade sig benove over dimensionen på dette fantastiske, mere end 100 årige, stykke ingeniørkunst.

Film og TV yder heller ikke Eiffeltårnet størrelsesmæssig retfærdighed.

Under vor tålmodige venten på at blive statistik, blev vi opmærksom på en amerikansk familie på 5-6 personer, hvor der var nogen højrøstet uoverensstemmelse mellem en ca. 10 årig dreng og hans far. Det gik vist på, at gutten ikke ville/turde tage med op i tårnet, men på den anden side heller ikke ville/kunne blive alene på pladsen, til resten af familien kom ned igen.

Det endte med at fyrens far, greb fat i ham og sagde noget der lignede 'Du vil da for fanden ikke være bekendt at komme tilbage til kammeraterne i L.A. og sige at du har været i Paris uden at turde tage op i Eiffeltårnet din kylling'. Han var med, da vi med 108 m/min. elevatorede os mod toppen.

Selvom pariserne er mere til can can, er det med two step at man når øverste platform.

Efter det sidste løft træder vi ud, af elevator nummer 2, i den friske luft, og med muligheden for at se det hele, sådan lidt fra oven.

Selv i 270 meters højde breder Paris sig øjensynlig helt ud til kanten af synsfeltet. Udsigten er formidabel, og se, lige derovre ligger Triumfbuen !

Da det stærke ønske, om at spytte ud fra Eiffeltårnets øverste platform, ikke længere var et ønske, steg vi ind i en næsten tom elevator, for at opnå en mere jordnær oplevelse.

Fra øverste platform var der taget klart bestik af retningen til Triumfbuen, så vi begav os over Seine og ad de brede gader med ambassadør boliger, mod vort nære mål.

Efter at have trasket i ca. 20 min, blev vi i tvivl, om retningen var den rigtige, kort kontrol, og vi forsatte yderligere i ca. 10 min. inden Triumfbuen stod midt i centrum for de 12 boulevarder som mødes her.

Afstande er og bliver relative !

For at kommer over, må man gå under, til dette imponerende mindesmærke for revolutionen, Napoleon, samt Den Ukendte Soldats grav fra Første Verdenskrig, og så var der også skyggefuldt !

Udsigten ned ad den berømte Champ Elysées i den ene retning og i den modsatte, at kunne se Johan Otto von Spreckelsen's 'Triumfbue', er ikke at foragte.

Dagens visuelle mål var nået, og vi vandrede af boulevarderne tilbage til Champ De Mars, i adstadigt tempo.

På stationen blev vi i tvivl om hvilken retning vi skulle tage, for at komme til Versailles(Rive Gauge)

Da vi mente at kunne genkende en af tjenerne fra vort hotel, som øjensynlig også skulle med et tog, henvendte vi os på engelsk, for at få belyst retningen på Versailles.

Her mødte vi, for første og eneste gang, en vis mangel på vilje/ måske evne, til at forstå noget som helst. Hverken fagter, gerbærder eller ubehjælpsomt fransk gav det mindste resultat.

Så da garcon'en steg ind i et tog, som vi 2 mod 1, antog for at være det rigtige, steg vi også på, i forventning om at den tavse franskmand skulle på arbejde, og også havde parkeret sit køretøj i Versailles.

Forventningens glæde er ofte den største, opvarteren skulle ikke på arbejde, han steg ud allerede efter 2 stationer, merde, men toget viste sig at være det rigtige, Versailles var endestationen, og vi fandt let og ubesværet både bil og Hotel Bellevue igen.

Da det var sidste aften på hotellet, ville vi vise os fra den pæne side, så vi tog et bad. Klædte om, og selvom himmeriget siges at ligge oppe, gik vi ned for at svælge i fransk gastronomi.

Mens vi studerede menukortet, kun på fransk, nippede vi til fortrinlige ægte franske chokoladekugler, og bestemte os til sidst for en hovedret, hvor ordet kalv indgik.

Rødvinen vi valgte, var en Muton Cadet 1991.

Da vi spurgte den mandlige hotelejer om detaljer vedrørende retten pegede han på brystet, men kunne ikke på engelsk forklare hvad det var vi havde bestilt.

Som nævnt andetsteds er forventningens glæde ofte den største, men her overgik virkeligheden forventningerne til overflod. (Seine)

Anretningen viste sig at bestå af kalvebrisler med friske grøntsager og en sauce uden sidestykke.

Som dessert besluttede vi os for hver en portion utrolig velsmagende Grand Marnier is, hvor der så afgjort ikke var sparet på Grand Marnier'en. Det er vist det tætteste man kan komme på at spise is, med efterfølgende risiko for at kunne blive anklaget for promille kørsel. Vi kan ikke længere spise is noget sted, uden at talen falder på denne famøse is dessert.

Vi mente, at som afslutning på det vellykkede ophold, burde vi have en drink inden vi gik aften turen i La Bouille, så vi bestille en Cointreau. Skal det være med is, spurte ejeren, det bekræftede vi, og ind kom 3 glas med omkring 15 centiliter Cointreau.

De forstår det, de franskmænd !

Aften turen bestod derefter kun i et par skridt over gaden til en af bænkene ved Seine's bredder.

4 & 5. dag (ca. 255 km.) (Vejret: 29-35 grader og få skyer)

Dagen stod i opbrudets tegn, da turen til Mont St-Michel var for lang til at gøre til en 'retur'. Efter at have betalt for vort pragtfulde ophold, forlod vi La Bouille med kurs mod sydvest og landsbyen Beauvoir, som skulle ligge ca. 4 km fra øen Mont St-Michel. Øen er dog landfast pt. som følge af dæmningen, der gør det nemmere for turisterne at komme tørskoet derud. Området har Frankrig's største forskel på ebbe og flod, ca. 12 m.

Efter en noget varm tur, og med en ventilator i bilen som øjensynlig også led under heden, da den gav sig til at sprede sort flydende overskudsfedt ud over Aase's ellers så pæne lyse bukser, nåede vi ved frokosttid frem til vort mål, hvor vi, efter at have set værelserne først, indlogerede os på Hotel Beauvoir for et par dage.

Da vi havde været i det lokale supermarked for at få suppleret beholdninger af vand mm. samt orienteret os om byens muligheder, kørte vi ud til begyndelsen af dæmningen og parkerede bilen, da vi i dag ville gå ud til, og rundt om Mont St-Michel, for så i morgen at kikke på byen og klosteret. Størrelsen på Mont St-Michel gjorde bedømmelsen af afstanden relativ, det der med afstande er vi vist ikke så gode til, så det blev en tur på ca. 2 km under den stegende sol inden vi fandt skygge på øens nordlige side.

Inden man begiver sig rundt om klippeøen, må det kraftigt anbefales at indhente oplysninger om hvornår det bliver højvande, da man jo vandrer på vadehavets bund ! Under vor tur, det kan gøres på en god times tid, mødte vi et større opbrud af gendarmer som eftersøgte en person som vist nok havde taget springet ud fra et af plateauerne. Vi gik hastigt videre og nåede velbeholdent rundt, for så at slæbe os de 2 km. tilbage til køretøjet.(aktiv ferie !)

Da det delikate aften måltid var afsluttet, vandrede vi en tur bag om hotellet og kom til en kanal lignende flod, Le Couesnon. Da vi gik over broen, gik vi samtidig fra Normandiet til Bretagne. Senere gik vi, via en anden bro, fra Bretagne til Normandiet. Da vi igen kom til hotellet spillede de Petanque, i gadelampens skær, på en grusbelagt parkeringsplads. Ren fransk idyl.

Næste dag efter morgen måltidet (le petit dejeuner) kørte vi helt ud til Mont St-Michel og parkerede, mod betaling, på den anviste havbund. Vi havde ca. 8 timer inden bilen skulle flyttes. Parkeringstiden overholdes næsten af alle her på de kanter ! Mont St-Michel er en af Frankrigs største turistatraktioner, med ca. 1½ million besøgende i sommermånederne, så man skal ikke lide af fobier som har noget at gøre med mange mennesker, meget snævre passager og højder.

Bebyggelsen startede allerede i det 8 århundrede, og er siden blevet til, den nederste del med de ældste bygninger, som i dag er meget turistpræget, den miderste del som har 6 fastboende familier hvis aner går tilbage til 1400 tallet, samt øverst oppe, efter en pause, det igen aktive kloster, La Merveille. Der er dog steder undervejs mod toppen, hvor man kan sætte sig i fred og ro og skue udover bugten, som for øvrigt er et af de steder i Frankrig hvor der høstes rigtig mange muslinger, østers og hummere. (fruits de meer)

Da vi om eftermiddagen kørte tilbage til Hotel Beauvoir, var vore mål for turen nået, så vi besluttede, at vi næste dags morgen ville sætte kursen mod Danmark.

Transporten den anden vej:

Efter en nats søvn i stregende hede, forlod vi efter morgenmaden, det solbeskinnede Le Bouavoir. Vi forventede at overnatte et eller andet sted i Tyskland. I det store hele forløb denne del at rejsen uden de store sindsbevægelser, dog med en enkelt undtagelse. Da vi gjorde holdt på en parkeringsplads lidt inde i Holland, fik vi et mindre chok, da Boing 737 med en infernalsk larmen, på det nærmeste slog understellet ned oven på vort køretøj, rev bladene af nogle store træer og tilsyneladende landede på motorvejen lidt længere oppe. Det viste sig heldigvis at piloten havde styr på tingene, for maskinen var landet fint på flyvepladsen ved Maastricht.

Næste stop blev et godt solidt tysk hotel im Münsterland, hvor vi på trods af vor sene ankomst fik serveret en fortræffelig Wienersnitzel, med noget godt koldt vel skænket fadøl til. Sehr gutt.

Hotel Restaurant Grewer

Efter endnu en nat i en s….. varme og edderdunsdyner, og med et tordenvejr som beklageligvis ikke kunne få sig selv til at forlade området, stod vi slatne op tidligt næste morgen og flygtede mod det, troede vi da, kølige nord. Har nogen glemt sommeren 1994 ?

Lidt om trafikkultur.

Trafikkulturen i Frankrig er at foretrække frem for den i Danmark og for den sags skyld også at foretrække frem for Tysklands. Tyskerne har tilsyneladende helt glemt deres eget mundheld, ‘reisen statt rasen’Generelt kan man vel sige, at franskmændene ikke er så aggressive i trafikken som hverken danskere eller tyskere. Franskmændene(m/k) holder til højre når der køres langsomt, blinklyset anvendes sandelig også når man viser af, og vi oplevede ikke een eneste gang at nogen kørte over, for hverken gult eller rødt !

En ting som vel også gør at trafikkulturen hæves er, at Frankrig formodentligt har Europas bedste betalings motorveje med tilhørende faciliteter.

Ved kørsel på landeveje, var de dog ikke så ferme til at overhale, men dette kunne hænge sammen med at man generelt overholder hastighedsbestemmelserne.

Når man kommer frem til et lysreguleret kryds hvor lyset er rødt, bør man være opmærksom på, ikke at køre helt op til afmærkningerne på fodgængerfeltet, da chaufføren så ikke har en chance for at se hvornår lyset skifter til grønt. Der er ikke ret mange steder, hvor der som i Danmark er placeret et trafiklys oppe over krydset, men der er oftest kun placeret et trafiklys ved vejsiden og ca. 1½ meter før fodgængerfeltet.

PS.

For øvrigt investerede vi også i et elkøleskab til bilen inden afrejsen. Det var ingen dårlig investering !

Hvis nogen, efter at have ‘scannet’ vor ‘lille’ rejsebeskrivelse, er blevet ‘lokket’ til selv at tage turen til de ‘vanskelige franskmænds’ land, så Bon Voyage.

© Finn Traving 1997